Jeg har arbejdet i erhvervslivet i mere end 25 år og har altid været nysgerrig omkring hvordan kunsterne tilsyneladende arbejdede i en helt anden verden. Men gennem mit arbejde i ARTS in BUSINESS har jeg mulighed for at arbejde for at erhvervslivet kan styrkes og forandres ved hjælp af kunstneriske processer.

 

Lene Bornemann

Hvad kan erhvervslivet bruge kunsten til?

En masse!

Jeg har arbejdet i erhvervslivet i mere end 25 år. Jeg har fungeret som leder og markedsfører – internt og eksternt. Jeg er erhvervsøkonom og skolet til at tænke logisk og stringent. Og jeg elsker det! Forudse, regne den ud – rykke brikkerne. Være strategisk, taktisk og operationel.
Og jeg har i min fritid udnyttet de mange kulturelle tilbud – inden for mange kunstarter: teater, opera, musical, ballet, musik, dans, litteratur, billedkunst, arkitektur, film…..

På broen mellem kunst og erhverv

Men at kæde to de verdener sammen, at stå på broen mellem kunst og erhverv, det havde jeg aldrig tænkt på – udover hvad der skete i kunstforeningernes regi. Til udsmykning i kontorerne. Til underholdning af kunder og medarbejdere.

At skabe vedvarende forandringer

I Deloitte, hvor jeg arbejdede som koncernmarketing director, havde vi den udfordring, at vi skulle formidle firmaets værdier og Brand ud til alle partnere og medarbejdere. På en måde så de kunne forholde sig til det, forstå det, acceptere det – og tage det så meget til sig at de kunne blive villige til at ændre deres adfærd, så de fremover arbejder med udgangspunkt i firmaets værdier og i harmoni med Brandet.

I kontakt med kunstens verden

Vi måtte ud for at finde nye metoder der kunne hjælpe os med den opgave.
Jeg deltog blandt andet på en 4 dages workshop på Artlab – Dansk Musiker Forbunds kursusafdeling. Her skulle erhvervsfolk ind og deltage på en del af den 1 årige uddannelse – Moving Arts & Business – som 22 kunstnere var i gang med. Her oplevede jeg hvordan kunstneriske processer – skrivning, maleri, film, installation, rytme og fortælling kunne bruges til at afdække uendeligt meget om samarbejde, om ledelse og om mig selv.

I kunstens verden fandt jeg de processer der kunne hjælpe os. Her var der processer vores medarbejdere kunne være en del af – opleve og erfare hvilken effekt vi har på os selv og på andre mennesker.

En løbende udviklingsproces

Siden har jeg deltaget i en lang række andre kunstneriske processer: korsang, rytme, improvisation, opera, forumteater….
Og der kommer hele tiden nye sider af kunsten frem, som kan bruges til netop at perspektivere netop den problemstilling i erhvervslivet, der gør det nemmere at få forandret adfærd og holdninger. Og det kan man se meget klart på broen mellem kunst og erhverv.

Lenes egen historie

Hør her Lene selv fortælle historien. Den blev optaget i juni 2015 på et kursus i Storytelling, og du kan opleve den her 3:40.

Refleksioner over at være i forandring

Læs også Lenes refleksioner over at være i forandring – om de første 10 års arbejde i ARTS in BUSINESS, og hvad hun har lært.