Røde Orm

Kender du det? Der er noget du meget nysgerrig efter at finde ud af?

Jeg har længe været meget nysgerrig efter, hvordan man leder frivillige.

Hvordan får man mennesker til, gennem at skabe et fællesskab, at arbejde for en sag – uden at få betaling for det?

Jeg kastede mig ud på dybt vand, samlede mit mod og gik til audition som statist i Det Kongelige Teaters opsætning i Ulvedalene i Dyrehaven af vikingeeventyret om “Røde Orm” – og blev optaget.

Jeg blev statist, fordi det er vigtigt en gang imellem at være modig. For mig er det grænseoverskridende at danse og fægte med sværd og skjold på en scene foran 3.500 tilskuere.

Samtidig ville jeg også gerne opleve, hvordan en teaterforestilling bliver til. Hvordan får et teater stablet en forestilling, der har følgende udfordringer, på benene:

  • Der skal spilles udendørs.
  • Den skal spilles 31 forestillinger.
  • Der er plads til 3.500 tilskuere per aften.
  • Det er 20 professionelle skuespillere og 60 statister, der spiller forestillingen.
  • Der er heste og børn med i forestillingen.
  • Der skal slås med sværd.
  • Lyd, lys, scenografi, kostume, maskering og afvikling varetages af professionelle.

Hvordan kan man organisere et projekt, der involverer 60 ulønnede frivillige?

Hvordan kan man få samarbejdet til at fungere mellem professionelle teaterfolk og amatører?

Hvordan vil det være at arbejde sammen med nogen, der får løn for deres arbejde, når du ikke selv bliver aflønnet?

Jeg ville rigtig gerne være en del af en så stor kunstnerisk proces. Og så ville jeg rigtig gerne se, om jeg kunne træne min egen kreativitet ved at sætte mig selv på en opgave, der er så meget ude af min komfortzone.

Den fysiske udfordring

I vikingetiden sloges man med sværd og økse. Det betød, at en stor del af statisternes forarbejde til forestillingen var at indarbejde en slagsmålskoreografi. Det var fysisk krævende, for sværdene og skjoldene var tunge, og koreografien blev løbende ændret.

Jeg sprang derfor straks til, da jeg blev tilbudt at spille en af tre ammer ved det engelske hof. Så skulle jeg ikke længere træne så hårdt og så meget. Til gengæld skulle jeg danse …

Den sociale udfordring

Det er sjældent at få mulighed for at arbejde sammen med mange meget forskellige mennesker. Aldersspændet var fra 7 år til 70+. Der var nogen, der gik i skole eller studerede. Andre havde jobs. Atter andre var pensionister. Vi kom fra mange forskellige steder i Storkøbenhavn, og vi kom med meget forskellige teatererfaringer. Nogen havde været statister før, andre forberedte sig til at gå til optagelsesprøve på skuespilskolerne.

Der var også alle mulige personligheder – nogen gik til udfordringerne med krum hals, andre skulle tage mere end ét tilløb og fortælle os alle om deres forbehold på vejen. Interessant nok blev personlighedstyperne meget tydelige i processen. Mere tydelige end de ofte er på en arbejdsplads. Her var det ikke faglighed og placering i hierarkiet, der påvirkede adfærden.

Jeg var så heldig at få mig en rejsekammerat. Vi fulgtes ad, hver gang vi skulle til Ulvedalene. Vi har en aldersforskel på 40 år – men måske var det netop det, der gjorde det spændende at følges ad og reflektere sammen over vores oplevelser.

Jeg synes, det var rigtig spændende at finde mig selv i sådan en forskelligartet gruppe. Det blev en træning i rummelighed.

t

Statister

Den tidsmæssige udfordring

For at være statist i denne forestilling skulle jeg binde mig til at komme 60 aftener – hvoraf de 21 var forestillinger. I alt en periode på 5 måneder fra slut januar til slut juni.

Jeg har aldrig før været frivillig i et projekt, der har kørt så tidsmæssigt intensivt. Vi var alle havnet i samme gryde og sås så tit, at skabte det et sammenhold i gruppen af statister. Også selvom vi ind imellem var trætte og udmattede.

Den demokratiske udfordring

Da jeg nødigt sætter mit lys under en skæppe, ville jeg gerne bidrage så meget som muligt til projektet. Men jeg lærte hurtigt, at en opsætning i den størrelse med så mange involverede mennesker ikke lægger op til en demokratisk ledelsesstil. Der var stor fokus på produktet: At teaterforestillingen blev så interessant at se for publikum som overhovedet muligt. Derfor blev der ikke åbnet for mange input fra statisterne. Alligevel oplevede vi at udvikle vores roller, mens vi spillede – men det kan godt være, at forskellene ikke kunne ses op på bagerste række 😉

 Udfordringen i rummet mellem de professionelle og amatørerne

De fleste af statisterne var tilknyttet en gruppe, der var knyttet op på en af skuespillerne. Der var Harald Blåtands mænd, Røde Orms mænd, det engelske hof osv. For nogle af skuespillerne var det naturligt at tage lederskab for egne statister – for andre var det ikke.

Nogle af skuespillerne havde spillet stykket i Aarhus i 2017, enkelte var nye i stykket.

Der var også en del mennesker bag scenen. Teknikere, rekvisitører, lys- og lydfolk, kostume- og maskeringsfolk. Også her var det meget forskelligt, hvordan de greb samarbejdet med statisterne an. Nogle gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at hjælpe – andre signalerede, at de var en smule irriterede over os, der ikke vidste noget om noget, og som ikke gjorde tingene rigtigt/selv.

Den organisatoriske udfordring

I samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune var der ansat en statistkoordinator, der skulle sørge for, at samarbejdet mellem teatret og statisterne blev bedst muligt. Og det var lige præcis det, hun gjorde. Hun var meget rummelig og pragmatisk og varetog statisternes interesser. Hun stod for kommunikationen og opfølgningen på den enkelte statist i tilfælde af problemer.

Hun og hendes rolle var en stor styrke for projektet.

Den naturmæssige sidegevinst

Ulvedalene ligger midt inde i Dyrehaven, og det betød, at vi skulle transportere os ind til Ulvedalene, fra vi begyndte prøverne derude den 24. april – til vi spillede den sidste forestilling den 30. juni.

Sammen med det fantastiske sommervejr fik vi den dejlige sidegevinst, at vi kunne se, hvordan skoven sprang ud og følge månens gang på himlen. Vi så også hjorte og dådyr, ræve, spætter, ænder og gæs og frøer og en masse heste.

Statist igen?

Lige nu er jeg stadig bare glad for at have fået mit normale liv tilbage med muligheden for at passe mit firma og se familie og venner. Men jeg synes, jeg har lært meget. Jeg har fået stillet en stor del af min nysgerrighed om frivillighed og teaterproduktioner – og jeg har lært mennesker at kende, som jeg ellers ikke ville have mødt.

Og så jeg har været med i en forestilling, som publikum var begejstrede over.

I ARTS in BUSINESS brænder vi for at fremme det nytænkende samarbejde på arbejdspladser. Vi tilbyder forløb og workshops, der inspirerer, motiverer og udvikler lederteams, afdelinger og projektgrupper.

Vores læringsteams består af en professionel kunstner og en erhvervserfaren proceskonsulent. Kunstneren bidrager med perspektiver, øvelser og historier hentet fra kunstens verden, og proceskonsulenten bidrager med processer hentet i den systemiske metode. I et levende og kvalificeret ”øvelokale” skabes der gennem involverende øvelser oplevelser, dialog og refleksion, der igen skaber nye måder at samarbejde på.

Hvis du vil vide mere: Kontakt Lene Bornemann tlf. + 45 22 40 21 80

Hvis du synes godt om dette indlæg, skulle du tilmelde dig vores nyhedsbrev der kommer ca. 6 gange om året med historier om kreativitet, ledelse, organisationsudvikling og hvad vi ellers er nysgerrige på.

LB@ARTSinBUSINESS.DK – WWW.ARTSinBUSINESS.DK – følg os på: LinkedInTwitter