Indlæg

kunst, der transformerer

Kunst, der transformerer [9/9]

Kunst kan vælges som en ledelsesmæssig metode til at skabe forandringer. Transformationen sker, når mennesker er i stand til at forandre deres holdninger, attituder og adfærd i den daglige arbejdssituation. Forandringer, der også påvirker arbejdsstedet, kulturen, indretningen, forretningsgangene og rutinerne. Gennem kunstens aktiviteter bliver medarbejderne involverede og motiverede til at skabe forandringer i deres arbejdsliv. 

kunst der lærer og udvikler

Kunst, der lærer og udvikler [8/9]

Kunsten repræsenterer nogle vidensdomæner, der fremmer refleksion og læring. Kunstneriske processer kan træne social intelligens i form af kreativitet, opfindsomhed, improvisation, observation, kritisk tænkning, risikotagning, bevidsthed, empati, fleksibilitet og energi. 

Kunst kan også træne konkrete ledelseskompetencer som kropssprog, brug af stemme og præsentationsteknik, men også mere abstrakt læring som selvledelse og helhedsforståelse. 

kunst skaber relationer

Kunst til at skabe relationer [6/9]

Kunstneriske aktiviteter kan være med til at styrke medarbejdernes relationelle kompetencer og dermed både samarbejdet i virksomheden og samarbejdet med de eksterne interessenter. Kunstneriske aktiviteter kan fx bidrage til at opbygge teams i virksomheden. At bruge kunstneriske processer er en meget effektiv måde at få mennesker til at kommunikere og samarbejde på tværs af faglighed, sprog, kultur og organisatoriske placering. 

skabe energi

Kunst til at opildne [4/9]

Kunsten kan påvirke atmosfæren og stemningen ved at påvirke følelser og mental energi. Den kan skabe passion og engagement – med et højt niveau af involvering og koncentration. Kunsten kan skabe tilfredshed og en ny ramme at tænke indenfor, og den kan skabe psykologisk og social mulighed for forandring og handling. Denne effekt skal samles op og bruges, ellers forsvinder den, når den kunstneriske aktivitet er ovre.

kunst som investering

Kunst som investering [3/9]

Kunst kan skabes og indarbejdes i produkter og services, hvorved de æstetiske eller oplevelsesbaserede effekter øges, og dermed øges deres værdi også. Kunst kan indkøbes og samles som en investering. Og kunst kan sælges – i form af forestillinger, arkitektur, design mv. 

Kunst skaber image

Kunst skaber image [2/9]

Virksomheder kan højne deres profilering og omdømme ved at bruge kunst aktivt. Det gøres hyppigst gennem støtte eller sponsering af kunst, og det er i høj grad op til virksomheden, hvad den får ud af denne type samarbejde. Der kan med succes udvikles sponsorater gennem samarbejder med kunstnere og ensembler og derigennem nå nogle af de andre former, der er beskrevet i modellen.

underholdning Giovanis model 1

Kunst som underholdning [1/9]

Kunst som underholdning. Vi er i felt 1 i modellen. De kunstneriske oplevelser, der afvikles, påvirker kun i lille udstrækning virksomhedens kultur, produkter og services, men har ikke den store påvirkning på udviklingen af medarbejderne. 
Oplevelsen kan være en teaterforestilling, en opera, en ballet, en koncert, en film eller en performance. Det kan også være en udstilling af billedkunst.

Hvilken værdi skaber kunst for erhverv

Hvad kan kunst egentlig gøre for arbejdslivet?

Kunst i arbejdslivet

Kunst og erhverv er to helt forskellige områder, hvor der på mange måder bliver tænkt, arbejdet og skabt resultater på vidt forskellige måder. Men heri ligger også kimen til inspiration.

En af de store gaver i arbejdet med kunst og erhverv er den mangfoldighed af muligheder, der ligger i dette møde. Men det er måske også det, der gør det så vanskeligt at være sikker på, at vi taler om nogenlunde det samme, når vi taler om kunst i erhverv.

For der er mange kunstarter med mange forskellige kunstneriske produkter og processer – og der er mange virksomheder og brancher med mange forskellige kulturer og udfordringer.